Den almindelige Havetimian er kendt
af de fleste, bl.a. som uundværligt krydderi til gule ærter. Den kan dog bruges
til utallige andre ting i madlavningen. Man laver også snaps og eddike af den.
Der findes utrolig mange farve og smagsvarianter af timian. Der er grønne, gyldne,
gyldenbrogede, hvidbrogede og sølvgrå blade. Lyslilla, mørklilla, hvide og røde
blomster. Ud over den almindelige timiansmag, er der varieteter med citron,
appelsin, kommen og oregano-agtig smag.
Formmæssigt er de alle meget tætte og kompakte, men nogle er oprette (uden at
blive over 30 cm) og andre er krybende af vækst.
Blomstringen er overdådig. Det er som regel sådan, at man knap nok kan se bladene for blomster på den tid. Hvis man har mange forskellige slags, strækker blomstringen sig over måneder, da de forskellige varieteter ikke blomstrer samtidig.
Dyrkningen er enkel. Sol og atter sol, og en veldrænet jord er deres hovedkrav. De tåler tørke, som dog sætter væksten i stå. Gødning behøver de ikke meget af. I meget mager jord vokser de dog langsommere. Dette øger til gengæld deres vinterhårdførhed. Gamle buske går af og til ud i hårde vintre. Her hjælper det at dele eller flytte dem, hver 3. År. Dette forynger dem noget. Bliver de bare forneden er det også en god ide at plante dem lidt dybere næste gang. Dette afhjælpes også af at skære dem ned om foråret.
Formeringen er nemmest ved deling. Hvis de får lov at blomstre, vil de så sig selv. Her må man være opmærksom på at mange af varieteterne er hybrider, og derfor vil lave anderledes afkom. Man kan også stiklingeformere dem, selvom det ikke er lige nemt for alle arters vedkommende.
Medicinske virkninger er mangfoldige. Her er det først og fremmest alm. Havetimian,
og især den vilde timian der bruges.
De bruges mod bronkitis, katar, hoste, fordøjelsesbesvær, hjælper på fedtfordøjelsen,
smertefuld menstruation kolik og ikke mindst tømmermænd. Siges at hjælpe mod
alkoholisme. Planten er stimulerende, bakterie og svampedræbende og styrker
nerverne. En olie af planten bruges udvortes mod depression, forkølelse, åndedrætsbesvær
og muskelsmerter. Måske virker den også styrkende på immunforsvaret.
Planten er en god biplante, og tiltrækker mange andre insekter.
Planteportrætter - Leksikon - Forside - Top - Næste Portræt
copyright 1998-2004 Urtegartneriet