Der er stor forvirring omkring navne indenfor oregano, men her er hvad vi er kommet frem til foreløbig.
Vild Merian (alm. oregano) Origanum vulgare.
Denne art som findes vild i den danske natur er desværre den som oftes sælges
som oregano i Danmark. Den dur ikke i mad efter vores mening! Til gengæld er
det en stor flot meget levedygtig staude, der er god til insektlivet, og velegnet
medicinsk. Smagen er ikke særlig god, men man bliver vældig søvnig af den.
Fransk Oregano (Pottemerian) Origanum onites.
Minder så meget om alm. oregano, at den knap er interessant. Dog trives den
bedre i potter end vild merian. Den er rost i ældre litteratur, men det skyldes
sandsynligvis en forveksling med Merian.
Compact Oregano Origanum compactum.
Den dufter langt væk af pizza. Det er en krybende oregano, ca. 20cm høj, der
breder sig ligesom f.eks. citrontimian. Den dur bare! og er til og med en hårdfør
staude.
Gylden oregano Origanum vulgare cv.
Har samme smag og statur som compact oregano, men vokser langsommere og tåler
ikke middagssol. En glimrende kontrastplante med sine gule blade, både i haven
og i salatskålen.
Græsk oregano (Vintermerian) Origanum vulgare hirtum
eller Origanum heracleoticum.
Denne som regel hårdføre staude med hvide blomster, bliver lidt mindre en den
vilde, og udmærker sig ved en meget stærk, næsten peberagtig oreganosmag. Lige
noget for enhver chili-elsker.
Pølse oregano Origanum samothrake.
En varietet af græsk oregano, der er en anelse mindre, men endnu stærkere.
Merian (Havemerian eller Spansk Humle) Origanum majorana
eller Majorana hortensis.
Smagsmæssigt skiller den sig ud. Den har en dejlig sødmefuld oreganosmag. Den
kan herhjemme kun dyrkes som etårig. Den er forholdsvis lavtvoksende med hvide
blomster.
De dyrkes i fuld sol, og har ikke specielt meget imod tør jord. Formeres ved deling eller frø (compact og gylden oregano, kan ikke frøformeres). De kan også stiklingeformeres, bedst om foråret.
Som altid er der ingen regel uden undtagelser, de forskellige oreganoer varierer i smag efter årstiden, men det gør det kun mere spændende, at gøre sine egne erfaringer.
Som krydderi kan de anvendes til næsten alt, på nær desserter. Vi bruger dem til alle kødretter incl. fisk. Desuden til brød, urtesmør, salater, i olier og eddiker, supper, sammenkogte retter, leverpostej, frikadeller, som grønt drys og selvfølgelig pizza. Passer rigtig godt sammen med tomater og hvidløg.
Medicinsk er oreganoer brugt som fordøjelsesfremmende middel, mod hovedpine og søvnløshed, hoste, og astma, nervestyrkende, krampestillende, sveddrivende og forkølelse m.m. Bør ikke bruges ved forhøjet blodtryk.
De bruges også som møl og myre afskrækkelses-middel, i parfume, og til at farve uld rødt med.
Planteportrætter - Leksikon - Forside - Top - Næste Portræt
copyright 1998-2004 Urtegartneriet