Morgenfruen kender vi jo alle,
men ud over at være en dejlig sommerblomst, er det måske mindre kendt, at det
også er en krydderurt og en medicinsk plante.Vi vil lige nævne Agermorgenfruen Calendula arvensis, der har en mængde ganske små gule blomster, og breder sig pudeformet. Den er umådelig køn, og er ukrudt i vinmarker sydpå. Den dyrkes og anvendes som alm. morgenfrue, men tåler lidt mere frost.
De unge blade kan bruges i salater og stuvninger. De skulle have samme ernæringsmæssige
værdi (meget mineral og vitaminrige) som mælkebøtteblade.
Blomsterne (randkronerne uden bæger) kan bruges til næsten hvad som helst, både
friske og tørrede. De bruges på samme måde og som erstatning for safran, til
at give farve bl.a. i ris og fiskeretter. Smagen er subtil, men fremhæver rettens
egensmag. Endvidere bliver de brugt i salater, postej, sammenkogte retter, suppe,
sovs, urtesmør, omeletter og bagværk.
Medicinsk er den leverstimulerende, menstruationsregulerende, vanddrivende, blodrensende, afførende, sveddrivende, bakterie, virus og svampehæmmende. Bruges mod hudproblemer, mavesmerter, betændte lymfekirtler, ja betændelse i det hele taget både ud- og indvortes m.m. Til medicin bruger man både blade og blomster.
Med dens generelt gavnlige indvirkning på huden er den naturligvis meget anvendt i kosmetik. Den siges at have hårhæmmende egenskaber, og at lysne hår. Den bruges også til at farve tøj med.
Den trives i enhver veldrænet jord i sol-halvskygge. Jorden bør ikke være alt for gødningskraftig, da man så får flere blade end blomster. Sås april - maj på friland eller forkultiveres. Udtyndes til ca. 25 cm. mellem planterne. Bør ikke sås for overfladisk, da den spirer bedst i mørke. Blomstringen varer fra juni til frost, hvis man fjerner de visne blomster. Lader man nogle enkelte planter sætte frø, vil den som regel så sig selv, så man har planten i flere år. De krumme frø er i øvrigt meget forskellige. De inderste er ret små, medens de yderste er meget lange, men de spirer alle sammen.
Morgenfruen hører til solen og løvens tegn. Mellem morgenfruer kan man se alferne.
Planteportrætter - Leksikon - Forside - Top - Næste Portræt
copyright 1998-2004 Urtegartneriet