Nu kan man lave næsten alt hvad man har lyst til i haven. Så, plante ud, flytte, dele, klippe ned og fjerne de sidste staudetoppe fra sidste år, hvis man ikke har gjort det endnu. Hvis der bliver majtørke, skal man huske at vande nyplantninger. Dog må man vente til næste måned, med at plante de rigtig varmekrævende urter som f.eks. Basilikum, Chili og Kristpalme m.m. ud. De er til gengæld gode at så inde nu.
Fuglene synger så det er en lyst, og bierne summer rundt, sammen med de første sommerfugle, i de få blomster der er sprunget ud. De første hvepse viser sig også. Dem har vi det lidt hårdt med, på grund af skrækken for at blive stukket. Man skal dog huske på, at det er en stor røver, der bl.a. fodrer ungerne med bladlus og andre skadedyr. Den hører vel også med til den økologiske balance, selvom vi har et anstrengt forhold til den.
Der er nu mange planter der gør sig bemærkede i haven. Spansk Kørvel er nu i blomst. Løvstikken og den Skotske Lostilk er store og flotte. Ambra, Estragon og Malurterne er begyndt at ligne noget. Der er nu så mange planter man kan begynde at bruge af, at det er umuligt at nævne dem alle.
Hestemynten er amerikaner. Den stammer
fra Oswego distriktet ved Lake Ontario. Den er også kendt under navnet Oswegote.
Det er en staude, omkring 1 m. høj, med de mest vidunderlige skarlagenrøde blomster.
Eller hedder det postkasserøde?Medicinsk bruges den mod tarmluft, kvalme, hoste, hovedpine, bumser (udvortes) og søvnløshed. Planten er bakteriehæmmende og stimulerende.
Den bør dyrkes i velgødet, fugtig men veldrænet jord, i sol til halvskygge. Hvis jorden ikke er fugtholdende, bør man nok foretrække halvskygge. Det er meget vigtigt at flytte planterne mindst hvert tredje år, da de ellers som regel sygner hen. Det har den tilfælles med de "rigtige" mynter, og forøvrigt en del andre stauder.
Den er let at formere, ved deling og stiklinger. Den kan også frøformeres.
Planteportrætter - Leksikon - Forside - Top - Næste Portræt
copyright 1998-2004 Urtegartneriet