Eucalyptus stammer næsten udelukkende
fra Australien og Tasmanien, selvom de nu kan findes over det meste af verden.
Hovedårsagen til spredningen er at man bruger den til malariabekæmpelse, da
de kan optage så meget vand, at malariasumpene tørrer ud. Der findes over 500
forskellige arter. Verdens højeste træ er Eucalyptus amygdalin der er op til
145 m. høj.Fælles for dem alle er indholdet af æteriske olier, der dog varierer stærkt i sammensætning fra art til art. Bladene dufter hos de fleste meget stærkt af eucalyptus, nogle med overtoner af citron, honning, ja sågar pebermynte.
Den almindelige Eucalyptus E. globulus er en god plante til stuen, havestuer og udendørs i store krukker om sommeren. Den kan stå både i sol og skygge. Det største problem er at styre dens voldsomme vækst. Den kan (og bør) beskæres 1-2 gange om året. Vi planter hvert år en frit ud i haven, hvor den vokser overdådigt. Så må vi finde os i at den går ud om vinteren, da den kun tåler ca. 5 graders frost.
I år har vi fået frø fra den mest hårdføre art der findes, nemlig underarten
af Snow Gum
(Sne Eucalyptus) E. pauciflora ssp. niphophila. Den vokser bl.a. på Australiens
skisports bjerge, og skulle kortvarigt kunne tåle ned til ca. minus 25 grader,
og er ofte dækket af sne. Hvis den vil spire og trives, kan vi de kommende år
glæde os over flerårige eucalyptustræer udendørs. Den bliver vist ikke større
end 6 m.
Udover at blive brugt til solidt tømmer og som smagsstof i slik, hostebolcher,
potpourri m.m., har de en lang tradition for medicinsk anvendelse. E. globulus
er stærkt bakterie og virus-hæmmende, hvilket gør den velegnet som middel mod
infektioner og feber. Især ved bronkitis, lungebetændelse, forkølelse og influenza
ved indånding af dampende.
Udvortes (blandet i mandelolie) ved nervesmerter, leddegigt og hudinfektioner.
Udvortes bruger man også dens harpiks, der kaldes Kino. Den bør ikke bruges
indvortes uden kvalificeret vejledning! Den afskrækker lus og lopper. Vi har
aldrig set noget skadedyr i dem.
Andre arter bruges mod diarre m.m.
Eucalyptus dyrkes fra frø, der for de fleste arters vedkommende spirer nemt,
ved almindelig varm indendørssåning om foråret. Hvis man prikler om, skal det
ske meget tidligt, da de meget dårligt tåler at rødderne bliver forstyrrede
når de er større. Bedst er det at så f. eks. 3 frø pr potte, og beholde den
bedste. Ved omplantning er man derfor nødt til at bruge større potter hver gang.
Dog kan man topdresse (udskifte overjorden).
Den må aldrig mangle vand selv om vinteren. Den elsker gødning, men hvis man
ikke holder lidt igen, vokser den lovlig hurtigt. Om vinteren vil den helst
have det køligt, men kan tåle en varm stue hvid den får lidt sol.
Navnet "Turistræ" har den fået i syden, fordi den er så tørstig, og barken skaller af.
Planteportrætter - Leksikon - Forside - Top - Næste Portræt
copyright 1998-2004 Urtegartneriet