Lægeærenpris
opdat. 18 februar 2004

Indendørs Dyrkning


Forside

Artikler

Leksikon
 
Hvis man ikke har en have, er det heldigvis muligt at dyrke lægeplanter og krydderurter indendørs og på altaner. Man kan dog ikke forvente samme udbytte og frodighed som udendørs, til gengæld er sæsonen længere.

Potterne bør være så store som muligt, hvis man vil have et godt udbytte, da mange hurtigtvoksende planter hurtigt udpiner jorden i en potte. Man kan om nødvendigt potte om nogle gange i løbet af forår og sommer. Topdressing, der består i at fjerne det øverste jordlag, og erstatte det med frisk næringsrig jord jævnligt, er også en mulighed.

Jorden kan blandes af havejord, kompost, spagnum, velomsat gødning og sand eller grus. Det vigtigste er at jorden er nogenlunde porøs og næringsrig. Vi bruger sandet havejord, spagnum og omsat gødning i lige dele plus en anelse dolomitkalk. Meget næringskrævende planter giver vi et tilskud af økologiske lupinpiller. Der er også så småt ved at være færdigblandet økologisk pottemuld på markedet.

Lysmængden i en vindueskarm er beskeden i forhold til udendørs. Man bør derfor sørge for at planterne får så meget lys som muligt. Om sommeren kan det dog være nødvendigt at skygge i et sydvindue. Om vinteren lider de fleste planter alvorligt af lysmangel. Her hjælper det meget, hvis temperaturen bliver sænket. Man vælger derfor det køligste og lyseste vindue til vinteropbevaring. Vil man være rigtig god ved planterne kan man anvende kunstigt lys. De nye energispare pærer skulle være gode til planter. Brug aldrig en almindelig glødelampe da deres lys er uegnet til planter.

Vanding er svær at give præcise anvisninger på, da det afhænger af temperatur, årstid, lysforhold, luftfugtighed og planteart m.m. Potterne skal vandes grundigt, når man vander, men bør tørre noget ud imellem vandingerne. Hvis der står vand i underskålen 10 minutter efter man har vandet bør det fjernes. Om vinteren holder man planterne til den tørre side. Der dør flere potteplanter af for meget vand, end af for lidt. Store potter kan godt være tørre på overfladen, uden at de trænger til vand.

Temperaturen retter sig jo normalt efter ens rumtemperatur, men hvis man har mulighed for det kan de fleste planter godt lide det lidt køligere. En lavere nattemperatur sætter de også pris på.

Luftfugtigheden er ofte meget lav i stuer om vinteren, hvilket ikke alle planter kan lide. Et vindue uden radiator under er derfor det bedste. I særlige tilfælde kan det være nødvendigt at putte en gennemsigtig plastikpose eller lignende over planten.

Om sommeren vil planterne bliver styrket af et udendørs ophold.

Om vinteren skal man ikke regne med at kunne høste ret meget, da planterne som regel går i stå. Nogle flerårige planter visner endda ned under alle omstændigheder (f.eks. Estragon), da de har brug for en hvileperiode. Man skal derfor ikke nødvendigvis tro de er gået ud.
 


Her følger en liste over planter som vi ved kan dyrkes indendørs. For nogle af dem kræver det indsigt i deres behov, især om vinteren. Der er mange flere man kan eksperimentere med.


Aloe Kamille, romersk Oregano
Ambra Kamille, vellugtende Persille
Anis Karryplante Pibeløg (Snitløg)
Anisisop Kokleare, læge Purløg
Baldrian, læge Koriander Rose
Balsam (Bibelurt) Korsknap Rosmarin
Basilikum Kørvel, have Rude
Brøndkarse, have Laurbær Salvie, alm.
Chili Lavendel Salvie, ananas
Chrysanthemum, spise Lavendel, tandet Salvie, frugt
Citronmelisse (Hjertensfryd) Løvefod Santolina
Citronverbena Løvstikke Sar, sommer
Dild, blad, skærm Matrem Sar, vinter (bjerg)
Duftgeranier Merian, have Syre, fransk
Estragon Morgenfrue Tempeltræ
Gotu Kola Musetorn Timian, alm., have
Hjulkrone Mynter Timian, citron
Isop Myrte Vedbend
Jernurt Nellike, have Ørepineplante

Forsiden - Top - Artikler - Leksikon

www.urtegartneriet.dk

Tlf. 86 86 74 30.
Buskhedevej 43, Kragelund.
8600 Silkeborg.

copyright 1999-2004 Urtegartneriet

Valid XHTML og CSS