Tandbæger

Genteknologi, gensplejsede fødevarer og økologi.


Forside

Artikel

Leksikon

 

Kilde: Lic.scient. Ane Bodil Søgaard

Anvendelse af gensplejsede fødevarer forårsager resistente virus, bakterier, insekter og ukrudtsplanter, giver nye sygdomme, skaber genetisk forurening af plante- og dyrearter og gør, at landbruget bliver vedvarende afhængig af sprøjtemidler.


I 1973 blev den første gensplejsning foretaget i mikroorganismer, og syv år senere kunne man fremvise den første gensplejsede plante: en tobaksplante. Siden da er det gået hurtigt. I 1985 søger Novo og Nordisk Gentofte om tilladelse til at producere henholdsvis humant insulin og væksthormon. Og nu 25 år efter den første gensplejsning er gensplejsede fødevarer nu med fuld styrke på vej ind på danskernes middagsborde. Startsskuddet blev givet, da EU allerede i 96 gav tilladelse til, at sojaen, produktet fra den gensplejsede sojaplante må bruges i levnedsmidler. Tilladelsen blev givet til en af verdens største producenter af kemiske bekæmpelsesmidler den amerikanske koncern, Monsanto. Den gensplejsede sojabønne er netop modstandsdygtig overfor en af firmaets største salgssucesser, ukrudtsmidlet Round-up.

Selvom der i Danmark kræves en særlig godkendelse, hvis gensplejsede produkter skal benyttes i levnedsmidler, vil det i praksis være umuligt at holde den gen-splejsede soja ude af køkkenet. Sojaolie indgår i hovedparten af supermarkedernes forarbejdede fødevarer som margarine, postejer, pølser og masser af færdigretter. Hvis en virksomhed bruger gensplejset soja uden at oplyse om det, er det vanskeligt at se, hvordan vi kan undgå det, med mindre der er politisk vilje bag. De økologiske landmænd er afvisende over for gensplejsning af planter og dyr, og 65% af danskerne vil ikke spise gensplejsede fødevarer.

Men det konventionelle landbrug, den agrokemiske industri og mange forskere ser gensplejsning som et fremskridt og et miljøvenligt alternativ til bl.a. sprøjtemidler. Der er ingen tvivl om, at teknikken kan "løse" mange problemer, nøjagtig som kunstgødningen gjorde for 150 år siden, og som pesticiderne formåede 100 år senere. At der også ved brug af genteknologi er en bagside, er der næppe nogen, der er i tvivl om. Nogle mener blot, at de aktuelle fordele er langt større end de endnu ukendte konsekvenser, genteknologien fører med sig. Og man er endvidere af den opfattelse, at problemerne kan løses ved hjælp af ny teknologi i takt med, at problemerne opstår.
Men er det overhovedet problematisk med gensplejsede fødevarer?

Gensplejsning og forædling

Fra flere sider hævdes det, at gensplejsning i virkeligheden er det samme som det, der spontant foregår i naturen og ikke adskiller sig fra den forædling, man i årevis har benyttet sig af. Blot sætter genteknologien tempoet i vejret. For en sukkerroe tager det eksempelvis 15-20 år at udvikle en ny sort med de traditionelle forædlingsmetoder. Med gensplejsningen tager det 5-6 år.
I naturen og ved traditionel forædling sker blandingen af de arvelige egenskaber med få undtagelser nær kun mellem artsfæller. Således at høns krydser med høns, mennesker med mennesker og kartofler med kartofler.
I årevis, ja siden mennesket begyndte at dyrke jorden, har vi blandt naturens egne genblandinger udvalgt de planter, som havde de foretrukne egenskaber. Det kunne f.eks. være større frø, bedre smagende bær, eller blot planter, der ikke blev spist af insekter svampe eller andre planteædere.
De gensplejsede planter adskiller sig hovedsageligt fra de traditionelt forædlede ved at have ændret sammensætningen af deres naturlige arvemateriale. Genteknologien gør det muligt at overføre gener mellem fuldstændig ubeslægtede organismer - på tværs af artsgrænser. F.eks. har tomater fået flyndergener, køer menneskegener, kokosnøddegener er puttet ind i raps, og gener fra skorpion er flyttet over i virus. Så blot af den grund er gensplejsede organismer meget forskellige og grænseoverskridende set i forhold til, hvad der til stadighed foregår i naturen og i den traditionelle forædling.

Hvordan gensplejser man

Man tager et gen klipper det ud af DNA'et og klistrer det ind i et cirkelformet stykke DNA, et såkaldt plasmid, som man sætter ind i planten. Planten optager det nye gen, som var det dens eget, og bliver dermed f.eks. resistent overfor et ukrudtsmiddel. Så i grunden er det meget simpelt, men i praksis er det langt mere kompliceret.

De tre nødvendige gener

Normalt indsætter man mindst tre forskellige gener i planterne. Naturligvis den ønskede egenskab, der kan være resistens mod et ukrudtsmiddel. Den resistens har man f.eks. fundet i petunia.
Dernæst skal man bruge mindst to markører. Her har man hidtil typisk brugt antibiotikaresistens som f.eks. et kanamycinresistent gen fra en bakterie. Og som den anden markør kan man eksempelvis vælge en egenskab, som kan checkes i mikroskop. Det kan være GUS-genet (glucuronidase) fra kolibakterien. De planteceller, der indeholder GUS-genet farves blå og kan dermed skelnes fra de øvrige celler i mikroskopet.
De tre gener, et ukrudtsmiddel-resistensgen fra en plante, et antibiotika-resistensgen fra en jordbakterie og et GUS-gen fra kolibakterien, skal nu sættes over i en plante.
Nu viser det sig at planter er temmelig forskellige.

De to-kimbladede

De fleste af vores ukrudtsarter, blomster og afgrøder kaldes enten for én-eller to-kimbladede alt efter antal kimblade. De to-kimbladede planter er de letteste at sætte nye gener ind i. Det er planter som roer, tomater, bønner og kartofler.
De gensplejses ved at bruge bakterien Agrobacterium tumefaciens. Den indeholder et plasmid, som indeholder gener, der gør den i stand til at overføre et stykke DNA fra sit eget plasmid ind i plantecellerne. Her integreres det et tilfældigt sted på et af plantens kromosomer.
Man har "renset" Agrobacteriets plasmid dels for at fjerne de skadelige gener og dels for at give plads til de gener, der skal ind i planten. Og helst så mange som muligt. I dette Agrobacterie plasmid indsættes nu de tre ønskede gener. Det sker ved at man "klipper" DNA'et med såkaldte restriktions enzymer og "klistrer" stumperne sammen igen ved brug af et såkaldt ligase enzym.
Små vævsstykker fra planten inficeres med den gensplejsede Agrobacterium, så de tre gener indsættes i planten. Herefter gendanner man "blot" planten udfra de små vævsstykker.

De en-kimbladede

Agrobacteriemetoden duer ikke til de en-kimbladede planter, da bakterien ikke kan inficere denne gruppe planter. Det er ellers hos de en-kimbladede planter, der vil være rigtig mange penge at tjene, for her findes en række af de vigtigste landbrugsafgrøder som hvede, byg, havre, rug, ris og majs.
Her må man tage andre metoder i brug. Der er udviklet flere metoder, men alle må indføre generne direkte i cellerne. I en af de oprindelige teknikker "klistrer" man de tre gener på guldpartikler, som man derefter helt bogstaveligt skyder ind i plantecellerne.

Fra celle til plante

Når de 3 gener er sat ind i en plantecelle, skal man herefter have gendannet en hel plante. Men inden da udvælger man de celler der er blevet gensplejsede. Først dyrker man cellerne i antibiotikum. De celler, der mangler antibiotika-resistensgenet, dør. Derefter ser man efter de farvede celler i mikroskop.
De celler der både har antibiotika-resistensgenet og GUS-genet dyrkes nu v.h.a. plantevæksthormoner til en hel og nu højst sandsynlig også herbicidresistent plante.

Risikovurdering

Det er ikke sikkert, at de indsatte fremmede gener fungerer, som man regner med, idet genernes aktivitet og virkemåde er afhængig af, hvor de er endt i cellens kromosomer. Hvis de indsatte gener ikke udtrykker sig som forventet, eller de forstyrrer udtrykket af de øvrige gener, taler man om "sideeffekter". Måske opdager man ikke de sideeffekter hverken i laboratoriet eller under de senere afprøvninger under mere naturlige forhold på friland, men først efter længere tid eller måske først efter flere generationers "afprøvning". Sukkerroen fra Danisco er et eksempel på, hvor fint Round-up resistensen virkede i laboratoriet, mens den slet ikke duede under markforhold. Naturligvis kan man aldrig ved en risikovurdering få en garanti for, at alle de uønskede sideeffekter er observeret og fjernet. Der vil altid være en risiko tilbage.
En af de tidlige gensplejsede sojabønner, blev udviklet ved at indsplejse gener fra paranødden. Man måtte fjerne sojabønnen fra markedet, idet de viste sig, at fremkalde allergiske reaktioner.
Et andet eksempel på, hvor slemt det kan gå, var hos en bakterie, der var gensplejset til at kunne producere aminosyren tryptofan. Tryptofan anvendes både i fødevare- og medicinalindustrien. Det viste sig, at bakterierne udover tryptofan også producerede nogle giftige stoffer, som ulykkeligvis ikke blot forårsagede permanente skader men også gav anledning til dødsfald.
Vi skal ikke foregøgle os selv, at vi nogensinde kan blive så gode til at risikovurdere, at vi kan forudse alle tænkelige situationer. Der vil altid være en risiko. Spørgsmålet er, om vi er villige til at løbe disse ukendte risici for at opnå de "fordele" gensplejsningen kan give.

Naturens Egen Risikovurdering

Sammenlignet med naturens egne ændringer af arvemassen under evolutionen er det tidsrum, der går fra en evt. uønsket egenskab kommer ind i arvemassen, og til den giver sig udtryk i en genmanipuleret organisme, meget meget lille. Kun 1,6% af menneskets genetiske arvemasse er forskellig fra chimpansens, og det har dog taget naturen omkring 7 millioner år at forandre og "risikovurdere" denne forskel.
Trægheden betyder sikkerhed. Hver gang "naturen gensplejser", sker der en omhyggelig afprøvning. Langt størstedelen af eksperimenterne kasseres og går til grunde.
Der skal således en meget omhyggelig og langsigtet forskningsindsats og mange afprøvninger til for at udtale sig om, hvorvidt gensplejsede fødevarer er uskadelige for os og for naturen. En sådan afprøvning har af gode grunde ikke fundet sted, alene fordi der ikke er forløbet tid nok til at teste langtidsvirkningerne.
Med genteknologien forstyrrer man den arvelige information, der er udviklet og afprøvet gennem årtusinder. Man ved dybest set ikke hvad der sker, når man flytter skorpion-gener ind i virus for at disse kan slå sommerfuglelarver ihjel. Eller gener fra kyllinger ind i kartofler, og tobak der får gener fra hamster. Når man bruger gensplejsede bakterier til at producere enzymer, der anvendes for at forsinke udtørring af franskbrød, eller nedsætte gæringstiden i ølfremstillingen, eller til at lave ost i stedet for osteløbe ligger fordelene udelukkende på kortsigtede kapital-interessers side, mens risikoen tager naturen og menneskeheden på sig. Som John Fagan, tidligere forsker i genteknologi, siger: "Man ved i realiteten ikke, hvad der sker. Det er som at kaste sten ind gennem ruden til et kunstmuseum. Måske er man heldig, at stenen lander i en sofa, hvor den ikke gør nogen særlig skade. Men måske rammer den et smukt og værdifuldt maleri".

Antibiotika-resistens

Først var det os selv, dernæst var det svinene og så var det kyllingerne. Nu er det majsen, rapsen og tomaten, som kan ødelægge vores muligheder for at blive kureret med antibiotika, når vi bliver syge.
Først forsøgte vi at stoppe overforbruget af antibiotika hos os selv, men kun for at fodre svin og kyllinger med det. Og inden vi har fået stoppet brugen af vækstfremmere, har vi fået det samme problem bare fra en anden vinkel: Markørerne i de gensplejsede fødevarer.
De antibiotiske markørgener har dannet basis for mange diskussioner, idet spredningen af gener, der danner antibiotika i naturen er risikabelt, og vil give resistente bakterier. Alle er enige om, at det er meget uheldigt, at bakterier i mennesker eller i jorden, hvor f.eks. sukkerroen har groet, eller hvor man pløjer bladene ned efter høst, kunne gå hen og blive resistente. Tilsvarende problemer findes i forhold til gensplejsede tomater, majs og raps. En række forskere er enige om, at disse gensplejsede afgrøder kan ødelægge vores muligheder for at bruge antibiotika, når det virkelig er nødvendigt. Man har derfor brugt mange kræfter på at finde alternativer til disse meget arbejdsbesparende markørgener. Herhjemme har Danisco således patenteret et muligt alternativ, der er baseret på sukkertypen mannose.

Herbicidresistente afgrøder

Første bølge af gensplejsede planter domineres af afgrøder, der er herbicidresistente ligesom sojabønnen, fra Monsanto og sukkerroen fra Danisco. Herbicidresistens betyder, at afgrøderne er modstandsdygtige - kan tåle at marken bliver sprøjtet med et ukrudtsmiddel, som ukrudtet dør af, og som afgrøderne heller ikke ville kunne overleve, hvis de ikke netop var blevet gensplejsede. I 1990 har vi på dansk grund det første markforsøg med en gensplejset afgrøde. Sukkerroen fra Danisco, som er resistent mod ukrudtsmidlet Round-up.
Fordelen ved de pågældende ukrudtsmidler er, at glyphosfat, som er det aktive stof i ukrudtsmidlerne, er langt mindre giftigt end de hidtige brugte midler. Det er endda så godt, at man ved lanceringen af Round-up pointerede, at det kunne drikkes uden risiko, hvilket selvfølgelig er i vores alles interesse. Fordelen er imidlertidig begrænset. Der skal jo stadig sprøjtes!
Glyphosfat er en plantegift, der hæmmer dannelsen af stoffer, der er livsvigtige for planter, men som ikke forekommer i dyr eller mennesker. Derfor den lave giftighed, som blev til en sovepude hos myndighederne. Denne viden har bl.a. medført, at de kontrollerende myndigheder ikke fandt det nødvendigt at foretage analyser for netop glyphosfat i grundvandet og drikkevandet før nu, hvor der er slået alarm, fordi man har fundet AMPA, et af nedbrydningsprodukterne fra glyphosfat i drikkevandet i England og Tyskland. Såvidt jeg ved, er det endnu ikke verificeret i Danmark.
Ved at se nærmere på de undersøgelser, der er lavet med glyphosfat, finder man bl.a. at kaniner, der bliver fodret med Round-up-behandlet korn, får reduceret fertilitet. I laboratorieforsøg med sædceller fra mennesker og kaniner udsat for glyphosfat, blev sædcellernes spontane bevægelighed nedsat. Og dette kan måske forklare den øgede sterilitet hos kaniner.
Også hos fisk, der lever i vand forurenet med glyphosfat, foregår der ændringer i kønscellerne, og man har fundet Round-up i kødet hos regnbueørreder. Fisk kan altså overleve i vand med glyphosfat, men stoffet ophobes i kødet. Ved fodring af harer med sprøjtede planter, fandt man koncentrationer af glyphosfat i kødet. Stoffet giver altså restkoncentrationer i afgrøder og optages af dyr!
Hvordan så med oksekød efter fodring af slagtekvæg med sprøjtede roer? Og høns der fodres med raps og grise med majs? Og hvad med os selv, når vi spiser soja? Det har man nok glemt at undersøge? Og dog. WHO har en anbefaling om, at der udarbejdes nye normer for acceptabelt daglig indtag for bl.a. glyphosfat hos mennesker, og en "opskrift" til at takle glyphosfat hos forgiftningsofre og selvmordere! Så helt glemt er vi ikke! Men betryggende er det vel næppe.
De herbicidresistente afgrøder er lavet til at kunne tåle sprøjtegifte, men det er andre levende organismer ikke!
I takt med at flere gensplejsede afgrøder bliver tolerante overfor glyphosfat, vil den fremtidige dyrkning naturligvis medføre et stærkt øget forbrug af dette ene stof. Og et øget forbrug vil medføre en stigning i antallet af ukrudtsarter, der bliver resistente og dermed breder sig uhæmmet, da de mangler konkurrence fra de ukrudtsarter, der er sprøjtet ihjel. I Danmark har vi p.t. registreret omkring 10 arter og på verdensplan over 100, der er resistente overfor sprøjtegifte. Og disse tal stiger exponentielt.
At man i første omgang har satset på ukrudtsresistens skyldes primært gensplejsningens formåen. Herbicidresistens er en af de letteste egenskaber at gensplejse. Den kræver kun ét evt. to gener, hvorimod andre egenskaber typisk involverer en lang række gener. Sojabønnen, sukkerroen, majsen og rapsen, men også afgrøder som tomat, kartoffel og ris hører til blandt de gensplejsede afgrøder, der er gjort modstandsdygtige overfor ukrudtsmidler og som i nær fremtid vil dukke op i en eller anden forklædning på middagsbordene.

Sygdomsresistens

Andre egenskaber involverer typisk flere gener, men alligevel er der gensplejsede afgrøder på vej, der både er resistente overfor insekter, virus og bakterier. Afgrøder som tomat, kartoffel, melon, agurk og squach er allerede gjort virusresistente, mens tomater, kartoffel, raps, valnød, ris og majs har fået gener, der gør dem resistente overfor forskellige insekter. Endvidere er det lykkedes at lave en kartoffel, der er resistent overfor bakterier. Ganske parallelt til at jo mere man sprøjter med herbicider desto flere ukrudtsplanter bliver resistente, er det den samme historie, når vi taler om insektresistente gensplejsede afgrøder. Insekterne bliver resistente overfor sprøjtemidlerne.
I sommeren 96 udspillede sig et drama, som muligvis bekræfter de værste bekymringer om risikoen ved at overføre artsfremmede gener ind i planter. Det viste sig, at sommerfuglelarverne ikke var til at standse. De døde ikke, når de spiste af Bt-bomuldsplanterne. Bt-genet stammer fra jordbakterien Bacillus thuringiensis; og bevirker at en af bomuldsplantens fjender - en larve - dør, når den spiser af den gensplejsede bomuld.
Bt-bomulden er udviklet af Monsanto, som også har sat Bt-gener ind i en række andre afgrøder som majs og kartofler. Monsanto forsvarer sig og Bt-bomulden med at hele miseren skyldes den varme sommer, og ikke at larverne har udviklet resistens. Netop i den bestemte dal i Texas, hvor sommerfuglelarverne har klaret sig, har der været ekstreme vækstforhold med meget stærk varme, og det har gjort, at larverne har udviklet sig utroligt hurtigt. Desuden er der i det samme område tilsået store arealer med majs, hvor larverne også gerne lever og kan opformeres.

Verdensanskuelse

Forskellige holdninger i genteknologidebatten skyldes grundliggende, at vi har forskellige værdier og etiske krav. Mange forskere, det konventionelle landbrug og fødevareindustrien betragter gensplejsning som et stort skridt i retning af et bæredygtigt landbrug.
Med et økologisk helhedssyn er det umuligt at dele en sådan opfattelse. Gensplejsning er hverken nødvendigt eller ønskeligt i et økologisk landbrug. Både gensplejsning såvel som brug af pesticider, vækstfremmer og stråforkorter er fire sider af den samme sag. Alt er symptombehandling, der ikke løser eller gør noget for at løse årsagerne til problemerne. Flavr Savr tomaten, som ikke bliver blød, er blot ét eksempel. Flavr Savr tomaten har fået indsat et gen, der blokerer for dannelsen af et enzym, polygalakturonase (PG), hvilket bevirker at tomaten ikke bliver blød. PG enzymet nedbryder normalt cellevæggene under modningen. Derfor kan tomaten, når dannelsen af dette enzym blokeres, blive siddende på planten og modne færdig. Smagen, altså 'flavouren', er reddet, og tomaten når frem til forbrugeren, inden slasketheden sætter ind.
Det bør bemærkes, at tomater bliver meget slaskede, fordi de netop dyrkes intensivt på rockwool som et inaktivt vækstmedium, højt gødet og vandet. Tomaterne plukkes ofte grønne, så de er faste nok til at kunne tåle transporten. Derefter modnes de ved, at man gasser med ethylen. Dette medfører at tomaterne bliver røde, men de udvikler ingen modningsstoffer. Foruden PG blokaden har tomaten også et bakteriegen, markørgen som gør tomaten immun overfor to antibiotica kanamycin og neomycin.
I en økologisk sammenhæng, drejer det sig om at undgå, at problemerne opstår. Årsagerne til sygdomme og angreb af skadedyr er ubalancer, der opstår, hvis man f.eks. dyrker den samme afgrøde eksempelvis hvede efter hvede år efter år. Det giver sygdomme og skadedyr store muligheder.
Et stort forbrug af gødning får samtidig planterne til at vokse hurtigt og afgrøden bliver dermed mere modtagelig for sygdomsangreb med giftsprøjtning som resultat. Forudsætningen for sunde afgrøder opnås hverken med gift eller gensplejsning, men bl.a. gennem en sund og levende jord, sunde sorter og et godt sædskifte. I en økologisk sammenhæng prøver man at forstå de komplekse lovmæssigheder i naturen og forsøger at arbejde sammen med dem fremfor at negligere dem.

Referencer

Ole Tenney. Tyve år med genteknologi. Erfaringer og perspektiver. Foreningen af Bioteknologiske industrier i Danmark. Bio-Nyt forlag. 1996.

New Scientist 28. maj 1994.
Nye levnedsmidler. Levnedsmiddelstyrelsen 1994.

Information 4.-5. oktober 1997. Per Mølgaard

Politiken 31. maj 1996, interview Gorm Vølver

Landbrugets holdning til anvendelse af genteknologi i landbrug og fødevareindustri. Landbrugsrådet 1996.
Andreasen og Jensen. Herbicidresistens i Danmark, in SP-rapport 6: 261-270. 1994.

Gensplejsede fødevarer. Levnedsmiddelstyrelsen.


Ane Bodil Søgaard
Landbohøjskolen, marts 1998


Yderligere læsning af Klaus Loehr-Petersen: Høster vi sundhed, når vi sår hybridfrø.

Top - Forside - Artikel - Leksikon

copyright 1998 Ane Bodil Søgaard.

Valid XHTML og CSS