---

At dyrke egne planter fra frø er en tilfredsstillende sjov hobby, der kan gøre det billigt og hurtigt at lave en urtehæk, et flere m2 stort bed med den samme plante, eller en urteplæne m.m.

Det har endvidere den fordel at man får fornyet sin plantebestand med unge planter, der jo ofte er mere hårdføre og livskraftige end ældre planter. F.eks. går planter som timian og salvie jo ofte ud en vinter, når de er 3-4 år gamle eller mere. Lige som de var aller pænest!

Frøplanter vil altid falde noget forskelligt ud, med chance for at nogle af planterne er særlig attraktive.

Endnu en fordel er, at de nye planter er mere tilpassede til ens jord og klima.. Dette forstærkes hurtigt for hver generation. Dette er af stor betydning, da nutidens masseproduktion ofte resulterer i, at de planter (eller frø) man har købt kommer fra Holland, Italien, eller det der er værre, klimatisk set.

I gamle dage var frøavl en nødvendig del af husholdningen, men er jo desværre ikke mere almindelig udbredt, med fremmedgørelse over for naturen til følge. Selv i en vindueskarm kan det (til en vis grad) lade sig gøre. Glæden ved at dyrke sine egne planter igennem hele deres livscyklus er meget stor.

---

Generelt.
 Man bør dyrke mindst 5-10 planter af hver, for at mindske risikoen for indavl. Vær opmærksom på faren for krydsning med andre plantearter. Herom senere.

Hvis man vil dyrke sine egne planter fra frø, er der grundlæggende 2 muligheder:

Man kan lade sine planter gå i frø, og lade dem så sig selv.
Mange kender godt fænomenet, at hjulkroner, morgenfruer, marietidsel o.s.v. troligt kommer igen år efter år i nærheden af sidste år. Dette kan  med lidt ekstra omhu udnyttes for mange andre planters vedkommende.

Det kræver at man lader enkelte planter være i fred et år, så de kan nå at udvikle sig og smide frø. Dernæst må man det næste årstid holde et stykke jord omkring dem bart, så frøene kan spire, og få lov at udvikle sig. Man skal endvidere holde øje med stykket, og prøve at finde ud af hvilke småplanter der kommer fra den aktuelle plante, så man kan luge ukrudt væk (håndlugning). Det er som regel de småplanter, der er flest af, eller nogle man ikke ser i resten af haven.
Enkelte planter bruger mekanismer til at sprede frøene langt fra moderplanten. De spirer så rundt omkring i haven, men som regel vil der også være nogle der falder lige ned omkring moderen.

Dette er en god metode, hvis man ikke har brug for så mange planter. Nogle frø spirer sommer-efterår, andre først næste forår-forsommer. De fleste planter lader sig frøformere på denne måde.

Bruger man denne metode, er det vigtigt at fjerne dårligt udviklede planter (vækstmæssigt, duftmæssigt etc.) så hurtigt som muligt. Helst inden de går i blomst, så når de ikke at videregive deres eventuelle uheldige arvelige egenskaber.

Høst og så metoden.
Denne metode sigter på at høste frøene og så dem senere. Fordelen ved dette er at man sikrer frøene mod fugle, mus, vejrskader m.v. og kan give dem optimale spirebetingelser. Alt i alt med det resultat at man får mange flere planter. Man kan også i de fleste tilfælde gemme frøene i adskillige år.

Man sørger for at planterne har det godt. Det vil sige at de får tilpas lys, vand, gødning m.m. for arten. Hellere for lidt end for meget gødning og vand, da modningen ellers kan forsinkes.
Klip ikke af de urter der skal sætte frø, da de så blomstrer senere (hvis overhovedet) med fare for at deres frø ikke når at modne.
Inden blomstringen fjerner man dårligt udviklede planter. Bestøvning er sjældent et problem, men man får som regel flere frø, hvis der er honningbier i planterne end uden.

Under modningen af frøene, har de brug for varme, sol, og noget men ikke for meget vand. Disse faktorer er man normalt ikke herre over udendørs, men man kan i det mindste lade være med at vande for meget i denne periode. Det kan også lade sig gøre at lave en primitiv plastikoverdækning i modningsperioden, hvis det er en regnfuld tid.

Normalt går det dog ganske af sig selv. Problemerne med at planterne ikke når at lave modne frø, opstår mest med varmekrævende urter som basilikum, chili og fennikel m.m. som har brug for en lang, varm udviklingsperiode. Disse urter kræver en varm sommer, forkultivering eller evt. drivhus for at lykkes med nogenlunde sikkerhed.

Frø der ikke får en god sommer, kan ofte spire dårligere, end frø fra året før. Som oftest er der nu rigelig spiring til den private have.

Høst
Man høster frøene når de er helt modne, hvilket kan ses ved at de bliver brune-sorte og let falder af. Det er dog ikke alle frø der falder frivilligt af, før frøkapslerne er helt nedbrudt. Så må man ind og kigge i kapslerne og høste dem med, når frøene er modne derinde.
Man kan ryste eller nulre dem ned i en stor skål. Herefter skal de tørres grundigt i tynde lag, på samme måde som man Tørrer grønne urter, inden de kommer på lager. Ikke over 30 grader C.

I en del tilfælde modner frøene ikke samtidig. Så må man finde det tidspunkt, hvor der er flest modne frø samtidig eller høste af flere gange. Man kan også klippe toppene af og tørre dem, hvilket vil få en del halvmodne frø til at modne.
Samme metode anvendes hvis man skønner at frøene ikke kan nå at modne, inden de rådner i en våd, kold sommer.

Nogle planter har frø, der bliver siddende i frøkapslerne til næste forår, uden at tage skade. Vi har med held høstet f.eks. isop i april og sået dem med det samme.

Rensning
Når frøene er tørre, er det tid til at rense dem. Hvis de stadig er inde i frøkapslerne, må man tærske dem. Dette foregår ved at ryste dem kraftigt, inde i en pose. Er det ikke nok  mases frøkapslerne så meget at de går i stykker , så frøene kan falde ud. Når frøene er ude, fjerner man de grove plantedele ved hjælp af et par sier med forskellige maskestørrelser.

Store frø pilles ud med fingrene.

Der kan stadig være mange planterester tilbage, som kan frasorteres enten ved at ryste dem i en skål udendørs i blæsevejr, eller ved at ryste det hele på et skråtstillet spækbræt eller i en stor papkasse. Den sidste metode er god til runde frø, der vil trille ned, medens urenhederne bliver liggende.

Nogle frø er meget svære at rense fuldstændig, men det skal man ikke tage så tungt. Vi sår ofte forholdsvis urensede frø med held. Der kan komme skimmel på overfladen af frøpotterne, men med mindre det er meget voldsomt, tager sunde frø sjældent skade af det.

Opbevaring af frø
De rensede tørre frø opbevares så tørt og køligt som muligt.  Man kan bruge både papirsposer, glas, dåser m.m. Det vigtigste er at de ikke bliver fugtige. Jo køligere opbevaring, jo længere bevarer de spireevnen. Man kan også dybfryse dem. De skal så lynfryses. Det er den måde de store frøbanker opbevarer dem på.

Almindeligvis er lidt under stuetemperatur nok til de holder sig. Med enkelte undtagelser kan man så regne med at frøene kan spire de næste 2-10 år. Store olieholdige frø holder som regel længst. Spireevnen aftager dog for hvert år.

Man har som bekendt eksempler på at frø har kunnet spire i mindst 1000 år. Det drejer sig sjovt nok om små frø som kongelys og bulmeurt. Disse planter dukker ofte op ved udgravninger, hvor man jo kan datere jordlagene.

Enkelte frø bevarer kun spireevnen i ganske kort tid. De bør sås umiddelbart efter høst. Andre spirer godt med det samme, men går i dvale hvis de gemmes. De vækkes oftest af dvalen ved kuldepåvirkning. Læs hvordan under Formering.

Krydsningsfare
Visse planter krydser livligt med beslægtede arter, med det resultat at man får mere eller mindre ubrugelige hybrider. Man mister i hvert fald den art man gik efter. F.eks. har vi været ude for at have 3 forskellige slags Kongelys, der til sidst blev til et miskmask af blandingsformer. I dette tilfælde gør det måske ikke så meget, da de alle besidder de medicinske egenskaber, men det er altså noget rod. Drejer det sig om sjældne planter er det alvorligt, fordi man mister arten. Disse hybrider producerer ikke altid spiringsdygtige frø.

Der findes ikke (os bekendt) dækkende lister over hvilke urter der kan krydse, men vi kan nævne nogle som vi ved er i farezonen:
Løgarter (Allium), Skærmplanter (især dild og fennikel) Agastache (anisisop) arter, timian arter, oregano arter, chili sorter og arter, kongelys, malurt?, echinacea arter, mynte arter. Der er givet vis mange flere.

Frøfasthed og hybrider
At en plante er frøfast vil sige, at afkommet bliver nogenlunde ligesom forældreplanterne. De fleste urter er frøfaste. Der er dog i tidens løb opstået en del varieteter, især hvad farve angår, som vender tilbage til stamformen, hvis man prøver at så deres frø. Dette gælder f.eks. farvede salviesorter, mange myntehybrider, mange timianvarieteter og hybrider, gyldne og brogede varieteter af mange planter m.m. Fransk estragon giver, hvis man en sjælden gang skulle få frø af dem, også meget uberegneligt afkom.

Alle de moderne F1- hybrider er ikke frøfaste (og ofte fremstillet ved hjælp af tvivlsomme metoder som Protoplasmafusion m.m.), så dem kan det ikke betale sig at forsøge sig med.

---

Der findes ikke megen litteratur om frøavl. Især ikke når det gælder urter. Vi har haft størst held med planteleksika fra før 1940.

---